---
title: "Kære vandforbrugere i Hou (02.09.2026)"
description: "Status på drikkevandet i Hou og Odder"
date: "2026-09-03"
created: "2026-09-03"
---

[Hjem](https://houvand.dk/)

                    [Nyheder](https://houvand.dk/nyheder)

                [Kære vandforbrugere i Hou (02.09.2026)](https://houvand.dk/nyheder/kaere-vandforbrugere-i-hou-02092026)

# Kære vandforbrugere i Hou (02.09.2026)

## Status på drikkevandet i Hou og Odder

Arbejdet med at undersøge årsagen til de forhøjede manganværdier i drikkevandet er nu kommet et vigtigt skridt videre. De gennemførte undersøgelser peger på, at manganen i drikkevandet stammer fra vandbehandlingen på Boulstrupværket.

På den baggrund er Boulstrupværket fortsat taget ud af drift, og der sendes ikke vand ud til forbrugerne fra værket. Forsyningen til kunderne sker i øjeblikket udelukkende fra Fillerupværket.

De seneste vandprøver fra Fillerupværket viser, at alle analyseresultater ligger under de gældende grænseværdier. Vandet, der leveres til forbrugerne, overholder derfor kravene til drikkevandskvalitet.

Som led i undersøgelsesarbejdet er rentvandstanken på Boulstrupværket blevet rengjort. Derudover er der udtaget prøver af filtermaterialet fra begge værkets filtre, som nu undersøges nærmere for at afdække den præcise årsag til de forhøjede manganværdier.

Samtidig iværksættes yderligere tiltag for at styrke overvågningen af vandkvaliteten. Der installeres ekstra online overvågningsudstyr på værket, som løbende kan måle vandets kvalitet og tidligt registrere eventuelle urenheder. Det vil give mulighed for en hurtigere reaktion, hvis der opstår afvigelser i fremtiden.

Vi arbejder fortsat tæt sammen med vores rådgivere for at afklare de nødvendige tiltag på Boulstrupværket. Værket vil først blive sat i drift igen, når de tekniske undersøgelser er afsluttet, eventuelle nødvendige forbedringer er gennemført, og vi har dokumentation for, at alle gældende grænseværdier overholdes.

Vi følger situationen tæt og vil løbende informere her på hjemmesiden, når der er nyt i sagen.

**Odder Vandværk og Hou Vandforsyning**
