---
title: "Kære vandforbrugere"
description: "Opdatering vedrørende uklart drikkevand i Hou og dele af Odder"
date: "2026-08-11"
created: "2026-08-11"
---

[Hjem](https://houvand.dk/)

                    [Nyheder](https://houvand.dk/nyheder)

                [Kære vandforbrugere](https://houvand.dk/nyheder/kaere-vandforbrugere)

# Kære vandforbrugere

## **Kære Vandforbrugere i Hou**

**Opdatering vedrørende uklart drikkevand i Hou og dele af Odder Odder Vandværk arbejder fortsat på at finde årsagen til de perioder med uklart vand, som nogle forbrugere har oplevet.**

På trods af de tiltag, der allerede er gennemført, ser vi fortsat tilfælde af urent vand i forsyningsområdet. På nuværende tidspunkt har vi en mistanke om, at årsagen kan være relateret til Odder Vandværks vandværk i Boulstrup.

For at sikre den bedst mulige vandkvalitet har Odder Vandværk derfor valgt midlertidigt at lukke vandværket i Boulstrup ned. Samtidig arbejder teknikere intensivt på at undersøge anlægget og identificere den præcise årsag til problemerne.

Indtil videre leveres alt vand til forbrugerne fra Odder Vandværks vandværk i Fillerup. Vandforsyningen opretholdes dermed som normalt, og vi følger løbende vandkvaliteten gennem egne kontrolmålinger samt analyser udført af et akkrediteret laboratorium.

For yderligere at styrke indsatsen gennemføres der i eftermiddag og aften mandag den 10/8 2026 en omfattende gennemskylning af vandledningerne i Hou. Formålet er at fjerne eventuelle aflejringer i ledningsnettet og samtidig give os yderligere viden i arbejdet med at finde årsagen til problemet.

Vi har direkte kontakt med flere af de forbrugere, der har oplevet uklart vand, og følger udviklingen tæt. Hvis du fortsat oplever uklart vand, anbefaler vi, at du lader en koldtvandshane løbe, indtil vandet igen fremstår klart. Der kan fortsat forekomme mindre mængder udfældninger eller partikler i enkelte stikledninger og interne installationer.

Hvis vandet ikke bliver klart efter gennemskylning, eller hvis problemet vender tilbage, opfordrer vi dig til at kontakte dit vandværk, så vi kan undersøge forholdene nærmere.

Vi beklager de gener, situationen måtte medføre, og takker forbrugerne for deres forståelse og tålmodighed. Vi vil løbende opdatere hjemmesiden, når der foreligger nye oplysninger om undersøgelserne.

**Hou Vandforsyning**

**Forsyningsområde – henvendelser -**

- Hou Vandforsyning forsyner det meste af Hou By og Halling Mark.

Henvendelse:

**1. Telefon 23431701**

**2. Hjemmeside** - [houvand.dk](https://houvand.dk/ "houvand.dk")

Odder Vandværk forsyner Spøttrup Strandpark, Mågevej, Ternevej, Spovevej og Hou Campingplads.

**Henvendelse** – vagttelefon 20226715
